Af Flemming Nielsen/Peter Hollebeek

Voldsom Volvo projekt

Du kender den sikkert: Drømmen om at sætte en klassisk bil i stand. Jeg har selv haft oplevelsen en gang, da jeg som student sammen med en god kammerat fik sat skik på min gamle boble fra ’79. Selvom min ”projektbil” ikke kom i nærheden af den stand som den bil der bliver beskrevet i det følgende, kan jeg godt huske glæden ved at skrue på en gammel bil og køre i den bagefter!

Her er der tale om en Volvo 240gl årgang 1992, som Flemming Nielsen fra Thisted købte af vores formand Jens Peter i maj 2010. Flemming har kørt Volvo siden 1989, hvor han og hans hustru købte deres første Volvo: En årgang 79 i farven Volvo rød 601 med klarlak. Denne 79’er blev sat i stand og de beholdt bilen i 19 år efterfølgende. Som Flemming siger: ”en perfekt bil der aldrig svigtede”. Derfor søgte han en bil som denne Volvo, én af de sidste der er lavet og som heldigvis var rød fra starten. Projektet blev skudt i gang i efteråret 2010, og idéen var at lave den i stand, så den stod som ny ligesom deres første 79’er. Flemming havde fra starten samlet nogle stumper sammen, ligeledes fra vores formand.

Bilen var meget fin i karrosseriet selvom den havde 19 år på bagen.

Bilen blev total afskilt, så der ikke kunne skrues mere af. Så blev der konstrueret et stativ, hvor bilen blev fastgjort i begge ender.

Bilen kunne nu drejes om på siden, for at rense bunden fri for rust og urenheder. Der blev skaffet 4 brugte døre, da de gamle var dårlige i kanten, samt 2 originale forskærme. Alt rust blev lavet, så den til sidst stod 100% rustfri.

I December 2010 blev alle dele sendt til maler, hvor hver enkelt ting blev malet for sig. Selv forskærmene blev malet indvendigt, rød med klarlak, ligesom kabinen også blev malet i samme farve.

Januar 2011: Nu er alle dele kommet tilbage fra maleren, og samlearbejdet kan begynde.

Motoren, en B230F, blev monteret med et 531 topstykke så det nu blev til en B230FX, den blev rengjort og malet, tandrem og kobling blev skiftet.

Forbro, bagtøj, bærearme og øvrige dele i undervognen, blev skiftet ud med gode brugte dele, der blev afrenset og malet sort.

Alle bøsninger, bremseslanger og rør blev udskiftet med nye. Nyt 40 mm sænkningssæt blev monteret, fælge bliver bestilt (type), og der skal monteres spacere på den.

Flemming forventer at være færdig med bilen i maj 2011, og han har lavet en hjemmeside, så alle kan følge med i hans projekt.

Flemming kører pt. i en Volvo 240 GLT fra ’87. Det er også en meget god bil, så den kører han i til den røde bliver færdig, hvorefter den sættes til salg.

Et stort tillykke her fra Volvo200klub.dk med Flemmings vellykkede projekt, håber vi ses ved vores klubtræf i sommeren 2011.

volvo200klub.dk© 2011 • Bemærkninger velkomme webmaster@volvo200klub.dk

Logo designet af Viggo Nissen, Aalborgnissenskilte@mail.dk